I år er programmet optaget i Aalborgs nye bydel, udviklet af 2E Bolig de seneste år.

2E Bolig skaber igen rammen for TV2’s populære programserie ”Nybyggerne”

Aalborg-firmaet 2E Bolig Projektsalgs moderne kvalitetsboliger i Aalborg er for anden gang i træk valgt som omdrejningspunkt for 11 nye afsnit af livsstils-programserien ”Nybyggerne”. Den populære konkurrence om et hus til tre mio. kr. sendes igen efter nytår, men de par måneder live-optagelser er netop gået i gang – med Peter Ingemann som vært.

I sidste sæson – sendt fra den eksklusive kasernegrund i Farum – var programserien, Nybyggerne endnu en gang en af de mest sete på TV2 med 870.000 seere til live-finaleprogrammet. Nu og i løbet af de næste uger og måneder bliver scenen igen sat, da optagelserne til 3. sæson af Nybyggerne lige netop er gået i gang. Denne gang i Universitetsparken i Aalborgs nye østlige bydel nær universitetet og byens sportsmekka Gigantium. Og helt konkret i 2E Bolig Projektsalgs topmoderne og netop færdigbyggede boliger. Udsendelsesrækken over ti uger sendes i det nye år i første halvdel af 2017, oplyser TV2.

Produktionsselskabet Metronomes optagelser med de fire udvalgte, kreative par skal henover perioden og de første 10 programmer frem til finalen overbevise først dommerne og til sidst seerne om, hvilket af parrene, der er det mest kreative og de bedste amatørhåndværkere ud i boligindretning for relativt små midler. Gevinsten – en af Danmarkshistoriens største TV-præmier – er som i de to tidligere sæsoner intet mindre end selve det hus, som vinderne til den tid har færdigindrettet rum for rum og program for program – til en værdi af cirka tre mio. kr. Sponsoren og den glade giver er 2E Bolig Projektsalg, der stiller alle fire huse til rådighed i optageperioden – samt bl.a. yder byggeteknisk rådgivning til konkurrencedeltagerne undervejs. Det er i sidste ende seerne, der kårer vinderne endeligt efter en sms- afstemning på finaleaftenen.

”Første sæson af Nybyggerne foregik i provinsen. Anden omgang i hovedstadsområdet. Denne gang vil vi lade et nyt boligområde i en af landets store universitetsbyer være scene for serien. Samtidig bekræftede seneste sæson, at 2E Bolig Projektsalgs kvalitetshuse passer perfekt til programmets præmis: Med en moderne arkitektur, som stiller de konkurrerende par helt lige i udgangspunktet, men samtidig også giver dem masser af muligheder til at individualisere deres hus, præcis som de drømmer om,” forklarer programchef Steffen Bjergved fra Metronome.

TV2 har i øvrigt fået populære Peter Ingemann – kendt fra bl.a. ”Hammerslag”, ”Størst” og ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” til at påtage sig værtsrollen, ligesom han også bestred den i første sæson. “Jeg er rigtig glad for at være tilbage på Nybyggerne, som jeg synes kan noget ganske særligt. Vi er kommet godt fra start, og jeg glæder mig meget til at lære de fire par bedre at kende, ligesom jeg glæder mig meget til at følge dem i deres arbejde med at skabe deres drømmehjem,” forklarer Peter Ingemann om udfordringen.

Skal sælge bydelen

Også i Aalborg Kommune er rådmand for By- og Landskabsforvaltningen, Hans-Henrik Henriksen glad for programplaceringen i byen:

”Aalborg er Danmarks hurtigst voksende storby. Og den østlige del af byen – ved universitetet, Gigantium og bl.a. også det kommende supersygehus – er også der, hvor der boligmæssigt sker allermest. Et superattraktivt boligområde til rimelige priser med masser af rekreative muligheder – på en gang tæt på naturen og storbylivets fristelser og kulturtilbud. Med ”Nybyggerne” bliver det forhåbentligt tydeligt for seere i hele landet, hvad området har at byde på, blandt andet udtrykt i de kvalitetsboliger, som 2E Bolig Projektsalg er i fuld gang med at opføre i området,” siger Hans Henrik Henriksen.

Ekspanderer i hele landet

Fra 2E Bolig Projektsalgs side var der stor tilfredshed med engagementet i TV2-udsendelsesrækken i seneste sæson, som forhåbentlig igen kan skabe yderligere opmærksomhed om de ret forskellige, spændende boligbyggerier som det aalborgensiske boligfirma bygger rundt om i landet.

”Som nordjysk boligfirma er vi heroppe kendt for god kvalitet til rimelige priser. Og indenfor de seneste år har vi udvidet virksomheden med hovedstadsfilial på Kongevejen i Virum og derfra opstartet mange boligprojekter i Storkøbenhavn og Nordsjælland, hvor vi ligesom i resten af landet mærker stor interesse men knap så meget kendskab til 2E. Denne TV- eksponering vil – ligesom da vi var med i seneste sæson af Nybyggerne – forhåbentligt være med til at bevidstgøre endnu flere om vores projekter og bolighandelskoncept. Et koncept, der ligesom for deltagerne i Nybyggerne giver køberne stor personlig indflydelse på indretning og valg af interiør – og ikke kræver ret mange penge op af lommen, før den bestilte nye bolig står indflytningsklar,” forklarer direktør Jesper Skovsgaard.

2E Bolig Projektsalg har også etableret boligprojekter i bl.a. Aarhus, Hillerød, Farum og Skagen og selvfølgelig en lang række projekter i hjembyen Aalborg. De fire udvalgte råhuse på Tinbergens Allé er i to plan med bl.a. tagterasse og udsigt og hver for sig på 130 kvadratmeter. Men altså undtagelsesvis leveret helt uden nogen form for indretning, så parrene selv skal lave alt finish – gulvbelægning, køkkener, badeværelser og møblering.

For yderligere oplysning, kontakt 2E Bolig Projektsalg adm. direktør Jesper Skovsgaard tlf. 22 21 06 06 eller email: js@2ebolig.dk Læs mere om husene på Tinbergens Allé, der bruges i Nybyggerne 3 her

* ”Nybyggerne” er TV 2’s store livsstilsprogram for hele familien. I ”Nybyggerne 3” følger man fire par, der flytter ind i hver deres nyopførte råhus i Universitetsparken i Aalborg. Seerne er med, mens parrene dag ud og dag ind knokler på at istandsætte huset helt fra scratch. Konkurrencen foregår i ét rum ad gangen, og hver uge kårer seriens eksperter ugens rum-vinder med dertil hørende fordelagtige præmier. Serien afsluttes med en live-finale i primetime på TV 2, hvor seerne ved sms-afstemning kårer seriens vinderpar, der herefter får overrakt nøglerne til det hus, de selv har færdigbygget.

FLERE NYHEDER

LÆS FLERE NYHEDER

HENT VORES PROFILBROCHURE OG LÆS MERE OM OS

hent brochuren

Følg os

Find os på Facebook